Gå til hovedindhold

Susanne Vang

Billede af Susanne Vang

Indhold

    Min dagpleje:

    -Eller skal jeg sige velkommen til vores stordagpleje.

    Hej, jeg hedder Susanne, og jeg er en årgang 1966.

    Jeg har arbejdet som dagplejer siden 1997 og fra 2005 sammen med min mand Thomas.

    Det giver en masse fordele at være 2. Blandt andet repræsenterer vi både mand og kvinde, og vi har mulighed for at dele os op med børnene.

    Vi lægger stor vægt på rummelighed, omsorg og nærvær i arbejdet med de små, og vi elsker at være ude og i naturen – både i haven, i lokalområdet og i skoven.

     

    Jeg har været gift med Thomas siden 1991 og sammen har vi 2 voksne sønner, og vi har også fået et barnebarn.

     

    Vi bor i et rummeligt hus, hvor det meste af husets underetage er til rådighed for vores dagpleje.

    Derudover har vi en stor have med masser af plads at boltre sig på.

    Jeg åbner klokken 7, hvor de første børn møder ind, og hvis der er behov, er der mulighed for at få morgenmad.

    Børnene møder ind frem til kl. 9, hvor vi får lidt formiddagsmad.

    Mellem kl. 9 og 11 laver vi forskellige aktiviteter ude eller inde. Aktiviteterne kan være spontane, men læner sig som hovedregel op af vores læreplan, så vi kan arbejde frem mod de mål vi har sat.

    Vi prioriterer at være ude, alt det vi kan, hvor der er højt til loftet og gode muligheder for at få brugt/udfordret kroppen.

    Da vi jo er 2 dagplejere, har vi gode muligheder for at dele børnene op, så de større børn for eksempel tager på tur, og de mindre laver nogle aktiviteter hjemme.

    Derudover besøger vi vores kolleger eller får besøg, så børnene bliver bekendt med de andre dagplejere og deres hjem.

    Vi går også i PLUS-tilbud (Pædagogik, Læring, Udvikling, Samspil)/legestue. Der er vi sammen med flere dagplejere og deres børn, som gør, at børnene vænner sig til at være en del af et større socialt fællesskab.

    Det gør også, at børnene er bedre rustet, hvis de skal i gæstepleje ude i gruppen.

    Jeg ser altid frem til at møde de nye børn, der skal starte i vores dagpleje, og jeg vil gøre alt for, at både børn og forældre får en god oplevelse ved opstarten. Det er selvfølgelig muligt at aflægge os besøg, så I kan møde os og høre om vores dagpleje både inden opskrivning eller opstart.

    Jeg har et ønske om, at barnet så hurtigt som muligt falder til og føler sig tryg, i vores dagpleje. Vi trækker ikke indkøringen ud, men prøver, efter aftale med jer forældre, for hver dag at øge tiden, hvor barnet er her selv. Barnet skal opleve, at mor og/eller far kommer igen og blive fortrolig med adskillelsen.

    Når I starter i vores dagpleje skal i medbringe følgende:

    Barnevogn med fluenet og regnslag (kan stå her fra mandag til fredag)

    Bleer

    Skiftetøj, sutsko, savlesmækker (vi har en kasse med barnets navn på, det kan ligge i)

    Håndklæde til at skifte på (vi vasker det)

    Overtøj og sko til årstiden

    I overensstemmelse med dagplejes kostpolitik er mælk og mad i videst muligt omfang økologisk.

    Til formiddags-/og eftermiddagsmad får børnene som regel hjemmebagte boller/brød, frugt og vand.

    Til frokost tilbyder vi rugbrød med forskelligt pålæg og indimellem også varme retter.

    Dertil er der grøntsager og mælk.

    Vi har ingen husdyr.

    Vi får løbende efteruddannelse indenfor forskellige områder/emner.

    Blandt andet indenfor følgende områder, der indgår i vores daglige arbejde med børnene:
    Marte Meo,
    Små børn og natur (Avnø Naturcenter),
    DGI-certificeret dagplejer

    Derudover har jeg taget PAU (pædagogisk assistent uddannelse).