Skip to main content

Betina Højstrup

Indhold

    Jeg er en glad og rolig kvinde fra 1986. Jeg er gift med Dan og har 3 børn. Malthe fra 2008, Felix fra 2011 og Marie fra 2016. Jeg har arbejdet med børn siden 2006 og er ikke et sekund i tvivl om, at det er børn, mit hjerte banker for. Jeg gør en dyd ud af at passe alle børn, som var de mine egne. Hos mig bliver alle børn set, hørt og rummet. Det er vigtigt for mig at skabe ro og omsorg omkring børnene, så de alle får den tid og plads, de har brug for til at kunne udvikle sig til glade, nysgerrige og trygge mennesker. Jeg elsker at følge børnenes spor og initiativer og at være nysgerrig med dem både inde, ude, i skoven og ved vandet.

    Hverdagen i min dagpleje

    Hverdagen hos mig er forudsigelig og med faste trygge rammer, som børn trives bedst i. Jeg arbejder med læreplaner gennem hele dagen, da der er læring i alt, hvad vi gør. Jeg vælger emne ud fra, hvor min børnegruppe er.

    De børn, der kommer tidligt og har brug for morgenmad, får selvfølgelig det.

    Klokken 9 spiser vi formiddagsmad og synger sange.

    Fra 9.30-11 laver vi alle mulige spændende ting. Indenfor har jeg en super lækker udestue, som er indrettet til dagplejen. Her kan vi lege med dukker, køkkenting, biler, rutsjebane, motoriske lege med en balancebom og bObles dyr. Vi kan lægge puslespil, tegne/male, lave sanglege, børneyoga, penselmassage og meget andet.

    Når vi er udenfor, kan vi lege i sandkassen, køre på køretøjer, lave sandkager i køkkenet. Hvis børnene har brug for mere plads og skal løbe hurtigt, går vi ud på græsset og brænder en masse energi af. Her bruger vi også meget tid på at se og passe vores kanin Ninus.

    Jeg elsker at bruge vores nærområder og går ofte på ture. Vi går i skoven, til søen, på legepladser og mødes med de andre dagplejere og børn, eller mødes med andre på biblioteket og besøger hinanden. Vi er i heldagslegestue med to andre dagplejere 1-2 gange på 14 dage. Det er ikke de samme dagplejere, vi er sammen med hver gang.

    Klokken 11 cirka spiser vi frokost.

    Klokken 12 cirka bliver børnene puttet. Hvis nogle har brug for mere end en lur, bliver de selvfølgelig puttet, når de har behov for det.

    Når alle børn er vågne, får de eftermiddagsmad.

    Vi leger og hygger enten ude eller inde, til alle er gået hjem.

    Opstart

    De første par dage i en indkøring er mor eller far med. I er her cirka time.

    På dag 3 prøver vi, at mor/far går bare et kvarters tid. Herefter går jeg meget op i at vurdere, hvad barnet har brug for. Nogle børn har brug for at være her meget kort tid alene over en længere periode og andre børn kan være klar til at sove her for første gang efter 5 dage. Så en indkøring er altid på børnenes præmisser. De skal være trygge og klar, før de kan klare en hel dag alene uden mor eller far. Det er meget vigtigt, at I som forældre viser barnet, at det er super-okay at komme i dagpleje. Børnene kan godt mærke, hvis vi som forældre er nervøse og det smitter af på dem.

    Hvis I har tid og lyst, når I har fået en plads hos mig, må I rigtig gerne komme på besøg en lille time om formiddagen hver fredag fra 4 uger før start. Det kan være med til at gøre indkøringen nemmere, da børnene således har lært mig og mit hjem godt at kende.

    Kost

    Vi får økologisk, sund og varieret mad.

    Morgenmad kan bestå af havregryn, havregrød, boller med smør og eventuelt ost.

    Til formiddag får vi boller, blandet frugt og grøntsager.

    Til frokost får børnene rugbrød med alverdens pålæg og forskellige grøntsager til.

    Eftermiddagsmad kan bestå af boller, lidt frugt og grøntsager.

    Husdyr

    Vi har en sød udekanin, som børnene elsker at kigge til, når vi er ude i haven. Når vi er på tur i vores nærområde, leder vi efter mælkebøtter, som børnene får lov at give den. Det elsker de.

    Efteruddannelse

    Forrige Næste

    Kontakt

    Dagplejer

    Fensmark gruppen

    Betina Højstrup

    Telefon 2620 8144

    E-mail Bmsre@naestved.dk