Skip to main content

Heidi Jensen

Indhold

    Vigtig information:
    Mit hus er sat til salg, men jeg vil fortsat forblive dagplejer i Glumsø, bare et andet sted..

    Jeg lægger stor vægt på at skabe et dagplejehjem, hvor børnene føler tryghed og nærhed og hvor børnene har tid, ro og mulighed for fordybelse, læring og udvikling.

    Det er skønt at arbejde med børn, aldrig en dag er ens.

    En masse skønne grin og guldkorn ... Det er livsbekræftende.

    Jeg glæder mig til at byde velkommen i min dagpleje.

    Hverdagen i min dagpleje

    Jeg hedder Heidi, er en glad, positiv og udadvendt dagplejer.

    Jeg bor i mit grå hus sammen med min mand Allan. Sammen har vi to skønne børn, samt jeg har en skøn “bonussøn” og to skønne “bonusbørnebørn”. Alle børn er fløjet fra reden.

    Jeg har været dagplejer siden maj 2004.

    Der kan være 4 børn i min dagpleje, og indimellem har vi 5. barnet (gæstebarn).

    Jeg vil meget gerne, at jeres barn kommer senest klokken 9.00. Så kan vi komme igang med dagens aktiviteter. Men selvfølgelig kan et senere tidspunkt aftales, hvis der er brug for dette.

    Jeg lægger stor vægt på at skabe en tryg og rolig hverdag i hyggelige og hjemlige omgivelser.

    Som det nu passer ind med den børnegruppe jeg har, går vi igang med diverse aktiviteter efter formiddagsmaden.

    Aktiviteterne kan være: gåtur, lege ude i haven, male/tegne, synge, læse, gå på besøg hos kollegaer, besøge vores bibliotek og se film, rytmik, lave massage, grine, fjolle, gå til babysalmesang i vores kirke eller hvad vi nu kan finde på.

    Børnene får lov til at gøre så meget, de nu selv kan, så de bliver selvhjulpne. (Kravle op, tøj af og på).

    Jeg styrker barnet til at blive et nysgerrigt og selvstændigt lille menneske.

    Jeg benævner de ting, børnene gør, så de bliver anerkendt og set.

    Jeg har deltaget i et projekt, der hedder "Barnet i centrum", hvor man prøver forskellige former for massage til at skabe nærvær, ro og stimulerer sanserne. Dette er et hit for børnene.

    Vi har en gang om ugen, hvor vi er i legestue hele dagen. Det sker efter en turnus og ligger onsdag eller fredag.

    Vi har tæt samarbejde med vores konsulenter, som kommer på vejledning hos mig og kan se børnene i deres hverdag sammen med mig.

    Opstart

    Som et nyt led til opstart i dagplejen, tilbyder vi TIDLIG OPSTART.

    Det vil sige, at når I har meldt jeres barn ind hos mig, vil jeg kontakte jer cirka 3 måneder før behovsdatoen. I er også velkomne til at kontakte mig.

    Så kan vi sammen lægge en plan over besøg og kontakt/opstartsmøde inden den endelige opstart.

    Dette giver mulighed for, at jeg kan lære jer og jeres barn bedre at kende samt I kan lære mig at kende.

    Dette skulle gerne være med til at give en mere rolig og tryg opstart for jeres barn.

    Det bedste samarbejde omkring jeres lille guldklump er, at vi er åbne og ærlige over for hinanden.

    Jeg vil til enhver tid ringe til jer, hvis der er noget, eller jeres barn er ked, og I er også MEGET velkomne til at ringe.

    Spørg hvis der er noget, I er i tvivl om.

    Ting man skal medbringe i dagplejen:

    • Barnevogn
    • Regnslag og fluenet
    • Voksipose eller dyne
    • Skiftetøj
    • Overtøj og fodtøj passende til de skiftende årstider
    • Solcreme
    • Zinksalve eller andet til eventuel rød numse
    • Bleer
    • Engangsskumklude
    • Sut, nusseklud, bamse
    • Special kost, mos, modermælkserstatning

    Kost

    Dagplejens kostpolitik er sund og varieret mad, frugt og grønt.

    Dagplejens forældrebestyrelse har besluttet, at der skal serveres økologiske basisvarer. Det er blandt andet smør, æg, mel, gryn, mælk, diverse dåsemad, pålæg, frugt, brød, ost og grøntsager.

    Så jeg gør så vidt muligt alt for at kunne tilbyde disse økologiske produkter.

    Morgenmad: havregryn/havrefras, havregryn/havregrød, hjemmebagte boller

    Formiddag: frisk frugt og brød

    Frokost: rugbrød med varieret pålæg og forskelligt grønt.

    Ind imellem laver jeg en lun ret til vores rugbrød

    Eftermiddag: frisk frugt og brød

    Jeg serverer vand og mælk. Henover hele dagen bliver børnene tilbudt vand.

    Ved fødselsdage eller forældrehygge kan der serveres kage, saft og andre lækkerier alt efter aftale med forældrene.

    Ønskes der en speciel form for kost eller drikke, skal man selv medbringe dette.

    Husdyr

    Har 2 katte Alba og Tarzan. De er både inde og ude katte, meget kælne og tillidsfulde. De kan finde på at komme ind og kigge til os og vil meget gerne blive kælet med af børnene.

    Efteruddannelse

    Vi er så heldige, at vi kan dygtiggøre os i Næstved Kommune. Igennem årene har jeg løbende været på kursus.

    Dagplejens grundkursus
    Læreplaner
    Førstehjælp
    Samspil og relationer
    Dagplejens efteruddannelse
    Det pædagogiske måltid
    2015: 4-dages kursus i Kompetencehjul, Læreplaner, Børneintra, Barnet i centrum og Babytegn
    2017: 2 dages Naturkursus på Avnø
    2018: Førstehjælp, internt kursus indeholdende læreplaner, flygtninge og alkohol problematik
    2018: Certificeret DGI-dagplejer

    Forrige Næste