Skip to main content

Pia Hansen

Indhold

    I min dagpleje, er det særlig vigtigt at give de små en tryg og forudsigelig hverdag, 
    baseret på en masse nærvær, omsorg og anerkendelse, en masse knus, grin og fjollerier. 
    Jeg elsker at se dem, udvikle sig i forhold til alder, i al den tid jeg passer godt på dem.

    Hverdagen i min dagpleje

    Jeg hedder Pia og jeg er en glad, smilende og positiv dagplejer født i 1965. Jeg har været dagplejer siden 1987. Er gift med Bent. Vi har 2 voksne døtre og er så heldige at have fået 4 skønne børnebørn. Derudover har vi også en lille sød hund Smilla. Vores hjem, som er 100% røgfrit, ligger i et stille og roligt villakvarter tæt på Fakta (ænder), skov, sø, grønne områder og bakke.

    Jeg har indgang til egen dagplejeafdeling, med overdækning og plads til barnevogne. Jeg har et hyggeligt legeværelse, som er indrettet med små legemiljøer til leg og fordybelse. I garderoben er der en skuffe til hvert barn. I bryggerset er der pusleplads, et hyggeligt læsehjørne og dukkeleg. I køkkenet hygger vi ved spisebordet, er kreative og har samling.

    Vores uderum er en dejlig lukket legeplads med en lille bakke, sørøversandkasseskib, legehus og en masse legetøj og køretøjer. Min fritid bliver brugt på min familie, hund, venner, hus og have. Jeg glæder mig til at lære jer at kende, og til et godt samarbejde om jeres barn.

    Hos mig får børnene morgenmad, når de kommer, hvis de er sultne. Mætte børn er glade børn.

    Medmindre andet er aftalt, er det bedst, at børnene er kommet inden klokken 9.00, hvor vi får en lille morgensnack i form af brød og lidt frugt.

    Derefter begynder dagens aktiviteter, som kan være:

    Rytmik, sang og dans, der styrker de smås motorik, balance og sprog. Vi læser bøger med dialogisk læsning og sprogkuffert, tegner/maler.

    Går tur i vores dejlige nærmiljø i Glumsø, løber op og ned på den store bakke tæt på mit hus, hvor der også er et stort grønt område og dejligt stisystem, der kan løbes på.

    Ser på ænder ved Faktasøen, går i skoven, på ”Sansoteket” og i anlægget. Vi kan finde insekter, som vi kigger på i forstørrelsesglassene. Hopper i vandpytter.

    Vi går til salmesang 1 gang om måneden i Glumsø kirke.

    Besøger andre dagplejere og får besøg. Vi er også ude og lege på legepladsen.

    Nogle gange bager vi lækre boller, som børnene får med hjem, så de kan dele ud til familien.

    Jeg gør meget ud af, at børnene bliver selvhjulpne i vores dagligdag.

    De skal lære at kravle op og ned ad trip-trap stolen, puslepladsen og barnevognen. Øve sig i at tage tøj og sko af og på. Selvhjulpne børn er glade og stolte børn.

    Hos mig benævner jeg barnet, så det føler sig set og anerkendt.

    Vi har legestue en gang om ugen onsdag eller fredag, hvor I skal aflevere og hente jeres barn. Her er vi sammen med flere dagplejere og deres børn.

    Opstart

    Som noget nyt, kan jeg tilbyde tidlig opstart.

    Det vil sige, når jeres barn er indmeldt hos mig, og hvis I er interesseret i det, kan I komme på besøg i mit dagplejehjem og møde mig og min børnegruppe.

    Det starter 3 måneder før, I har plads og I er velkomne til at kontakte mig for at aftale besøg. Det kan være 1 time den første måned, 1 time den anden og 1 time den tredje måned. Under besøget får I de praktiske ting at vide og får en rundvisning.

    Når barnet starter, har jeg erfaring med, at det den første dag er godt, at mor og/eller far er med om formiddagen i nogle timer, hvor I kan se, hvad vi laver og vi kan snakke om, hvordan det er i min dagpleje.

    Anden dagen laver vi en hurtig aflevering og vinker farvel.

    Det er vigtigt, at jeres barn ser, at I går.

    Barnet kan være her i et par timer alene, så det oplever at blive afleveret og hentet inden for kort tid.

    Hvis barnet er meget ked af det, aftaler vi, at jeg skriver en SMS eller ringer og siger "nu vil barnet gerne hentes".

    Vi sætter tiden op efterhånden som barnet er trygt ved mig og de andre børn.

    Tillid, ærlighed og en åben dialog er meget vigtig. Jeres barn mærker, hvis I er utrygge. Hvis der er noget, der undrer jer undervejs, så spørg hellere en gang for meget end slet ikke.

    I skal medbringe:

    Bleer, skumklude, numsecreme,  solcreme (sommer), skiftetøj/fodtøj/overtøj, som passer til årstiden. Sutter, yndlingsbamse/nusseklud. Skal jeres barn sove ude medbringes en barnevogn med godkendt sele, myggenet og regnslag.

    Inde har jeg en sofa eller madras til rådighed. I skal selv medbringe lagen, dyne og pude.

    Kost

    Kostpolitikken i Dagplejen er sund, varieret og fortrinsvis økologisk mad, frugt og grønt.

    Morgenmaden kan bestå af, havregrød/gryn, havrefras og boller/brød.

    Formiddags- og eftermiddagsmad består af frisk og varieret frugt samt boller/brød.

    Jeg bager tit sunde bananpandekager, det elsker de kære små.

    Frokosten består af rugbrød med varieret sundt pålæg og diverse grønt til.

    Jeg smører et fad med forskellige madder, så barnet selv kan vælge sin mad.

    Jeg har små kander, så barnet selv kan hælde op i sit glas.

    Jeg serverer vand og økologisk letmælk i løbet af hele dagen.

    Vores kostpolitik siger, at vi kun må servere sukkerholdige ting ved særlige lejligheder, såsom fødselsdage, Jul, Fastelavn og så videre.

    Hvis I ønsker anden mad og drikkelse end det, jeg tilbyder, skal det medbringes.

    Husdyr

    Efteruddannelser

    Grundkursus 1990
    Stimulering og beskæftigelse af 0-2 årige 1994
    3 dages kursus i 0-3 årige i naturen 2001
    Leg med sprog 2005
    Anvendelse af PC brugerprogrammer på jobbet 2005
    6 timers førstehjælp 2006
    Efter uddannelse i 3 uger 2007
    Førstehjælp for småbørn 2010
    Samspil og relationer i pædagogisk arbejde 2010
    Forældresamarbejde i pædagogiske dagtilbud 2012
    4 ugers grundkursus for dagplejere 2013
    Førstehjælp for småbørn 2014
    Et 4 dages kursus i: Kompetencehjul, Læreplaner, Børneintra, Barnet i centrum og Babytegn 2015
    2 dages kursus med naturvejleder på Avnø 2016
    Opfølgningskursus førstehjælp småbørn 2017
    Internt kursus 2017
    I 2018 gennemgået et DGI kursus sammen med gruppen og blevet certificeret DGI-dagplejer
    Opfølgningskursus førstehjælp småbørn 2019

    Forrige Næste

    Kontakt

    Dagplejer

    Tyttebøvserne - Glumsø

    Pia Hansen

    Telefon 6165 9850

    E-mail Piahn@naestved.dk