Gå til hovedindhold
Blomsterne
Nord
Nord_Blomsterne-Herlufmagle

Lonni Larsen

Lonni Larsen

Indhold

    Jeg hedder Lonni, er fra 1986 og bor sammen med min kæreste Lasse, som er kontoransat, samt vores fælles søn Sakse fra 2020. Lasse har også to andre drenge Villads og Nohr, som vi har indimellem og som I også vil kunne møde.

    Jeg har arbejdet i en naturbørnehave i 6 år, hvor jeg har en masse læring med fra, som jeg vil bruge i mit daglige arbejde. Jeg har også arbejdet som et sæt ekstra hænder i dagplejen og som pædagogmedhjælper på autisme center, hvilket gør, at jeg har erfaring med at arbejde med forskellige mennesker.

    Jeg har fokus på den anerkendende pædagogik, tryghed og på at skabe et interessant læringsmiljø, hvor jeg vil arbejde med årstider, højtider, kultur med mere.

    En regnvejrsdag behøver ikke at være kedelig og kan være meget lærerig. Vi kan gå på opdagelse ude i regnen, hvad kan man se, hvad kan man høre, hvad kan vi mærke? Der er en masse muligheder, vi skal undersøge og lære af.

    I mit arbejde vægter jeg ude- og naturlivet højt. Jeg arbejder med jord til bord og giver børnene en sund viden og tilgang til, hvor kosten kommer fra og hvad en sund og varieret kost er. Vi skal ud og plante frø i foråret, passe haven og høste vores egne grønsager. Vi skal kigge og lære om naturen og dens dyr.

    Kreativitet er noget, der fylder meget i min hverdag, hvilket jeg også bruger i mit daglige arbejde med børnegruppen. Vi skal klippe og klistre og male og tegne og udfordre vores finmotorik. Vi skal også hoppe, løbe og danse fjollet til god musik, så vi lærer, hvad vores krop kan.

    Jeg lægger stor vægt på at skabe gode relationer. Dette gør vi først hjemme i min dagpleje og når jeres barn er trygt ved mig, de andre børn og hjemmet, vil vi skabe relationer til andre. Dette gør vi ved at mødes i PLUS (legestue), hvor vi mødes en gang om ugen med en til to andre dagplejere og deres børn.

    En dag i min dagpleje kan se således ud:

    Fra klokken 7 til cirka 9 har vi stille opstart af dagen, hvor I kommer og afleverer jeres børn.

    Klokken 9 spiser vi formiddagsmad.

    Klokken 9.30 starter dagens aktiviteter op. Det er her vi laver projekter, går tur og har større aktiviteter.

    Klokken 11 spiser vi frokost.

    Klokken 11.40 har vi en stille aktivitet og vi putter til middagslur.

    Klokken 12 middagslur

    Da børnene ofte vågner på forskellige tidspunkter, bruger vi eftermiddagen på stille aktiviteter inde eller ude alt efter vejret. Omkring klokken 15 spiser vi eftermiddagsfrugt.

    Herefter leg.

    Klokken 16.45 Tak for i dag og vi ses igen i morgen.

    Aflevering efter klokken 9 aftales løbende.  

    Den første dag kommer du med din mor og/eller far, hvor vi har et par timer sammen til at lære hinanden at kende.

    Den anden dag kommer du igen og hvis du og din mor/far er trygge ved det, kan du være hos mig alene, mens mor eller far går en tur.

    Herefter udvider vi tiden i det tempo, der fungerer for dig og din mor og far.

    Det er vigtigt for mig, at I alle er trygge ved at komme i min dagpleje og derfor vil jeg også gerne invitere jer til et godt samarbejde, hvor vi har en åben og ærlig dialog.

    Kosten vil være en varieret sund kost. Den er overvejende økologisk og vi bager, i det omfang vi kan, selv det brød, vi spiser. Vi vil lave varme og kolde retter til frokost og arbejde med jord til bord hele året og derved blive introduceret til årstidens grønt. Til måltiderne serveres vand eller økologisk mælk.

    Vi har ingen husdyr.

    • Førstehjælpskursus

    • Børn og Natur