Gå til hovedindhold

Velkommen til dagplejen

Vi tager hånd om dit barn.

Dagplejen logo med sidemargin

Indhold

    Det er en stor ting for jer forældre, når I skal finde frem til, hvor I vil have jeres barn passet i de første leveår. Skal det være vuggestue eller dagpleje, og hvem synes I egentlig bedst passer til jeres ønsker og behov?

    Vi er glade for, I benytter vores side, som kan fortælle om de mange, spændende muligheder, der er til stede i Dagplejen.

    Vores DNA er primært det lille, nære miljø, men stadig med et fagligt indhold og muligheder for leg med andre børn både i vores gæstehuse og vores andre sociale tilbud.

    Vi tror på, at små børn trives bedst med at kunne blive afleveret til den samme voksen i hjemlige omgivelser hver dag, samt at kunne sige farvel til den samme voksen igen om eftermiddagen.

    På denne måde får jeres barn mulighed for en helt særlig og tæt relation med dagplejeren samt den lille gruppe af børn.

    Sammen skaber vi nogle helt igennem fantastiske og magiske stjernestunder med jeres barn igennem de første par år af institutionslivet.

    Dette med udgangspunkt i vores forståelse af samarbejdet omkring jeres barn formuleret i vores kerneopgave.

    I samarbejde med forældrene er Dagplejens Kerneopgave

    • At skabe et lærings- og udviklingsmiljø for 0-2 årige i hjemlige omgivelser baseret på tryghed, nærvær, anerkendelse og omsorg. 
    • At støtte og motivere børnene med udgangspunkt i deres kompetencer, der fremmer deres trivsel, så de har mulighed for at udvikle sig til harmoniske, velfungerende, nysgerrige og glade børn med mulighed for at deltage i fællesskaber.

     

    Lyt til dagplejens podcast: Dagplejens stemme

    - En podcastserie om små børns trivsel og udvikling i dagplejen i Næstved Kommune.

    Denne serie er lavet for at give dig som forælder, dagplejer eller bare interesseret i små børns hverdag et bedre indblik i, hvordan dagplejen arbejder med børns udvikling og trivsel i deres første år.

    I podcasten taler vi om emner, der fylder i dagligdagen: Hvordan opstarten i dagplejen foregår, hvordan børn knytter sig til deres voksne, og hvad der er vigtigt for søvn, måltider og leg. Vi kommer også ind på samspil og børns sociale udvikling.

    I denne podcast deler dagplejere og fagpersoner deres erfaringer, refleksioner og måder at arbejde med børn på i dagplejen i Næstved Kommune. Det er vigtigt at understrege, at holdninger og praksis, som bliver beskrevet i episoderne, afspejler de medvirkendes egne perspektiver og metoder – og ikke nødvendigvis den måde alle dagplejere arbejder på.

    Formålet med serien er at give inspiration og indsigt, ikke at fastlægge én rigtig måde at gøre tingene på. Hver dagplejer arbejder ud fra fælles faglige rammer, men med plads til individuelle tilgange og relationer.