Gå til hovedindhold
Fladsåtroldene
Syd
Syd_Fladsåtroldene

Heidi Ringvig Kubiak

Heidi Kubiak

Indhold

    Jeg er født i 1973 og har arbejdet som dagplejer siden 1998. Jeg er en positiv person og jeg brænder for mit arbejde. I 2018-2019 tog jeg uddannelsen til pædagogisk assistent, hvor jeg fik teori og faglig viden koblet på min erfaring.

    Jeg lægger stor vægt på en rolig, genkendelig hverdag med tid til fordybelse og tryghed for både børn og deres voksne. Her skal være godt humør, tid til den enkelte og plads til forskelligheder.

    I min dagpleje har jeg fokus på læring og udvikling gennem leg.

    Vores hus er 100% røgfrit og vi har en stor, opvarmet garage, hvor barnevognen kan stå tørt og godt mandag-fredag.

    I min fritid er jeg meget aktiv og bruger flere timer ugentligt på bike, crossfit og yoga.

    Vi er ude hver dag, med mindre vejret er virkelig slemt, og så er det børnenes alder, vejr og den planlagte aktivitet, der afgør, hvor længe vi er ude.

    Vi leger gerne i haven, hvor vi har sandkasse, pilehytte, små køretøjer, vippe og en dejlig bakke. Vi kigger efter insekter og snegle, fodrer fugle, spiller bold og vander blomster. Vi lægger kartofler, sår blomster, plukker jordbær, blåbær eller rabarber alt efter årstiden.

    Indendørs har vi også travlt: vi bager, tegner, dækker bord, synger, danser og dyrker yoga, bygger klodser, går på line, triller kolbøtter, rydder op, læser og styrker venskaber.

    Nogle dage tager vi på tur. Det kan være til søen, skoven eller engen. Vi besøger de andre dagplejere i gruppen og besøger børnehaven. En enkelt dag om ugen er vi i legestuen Troldehuset, hvor børnene som regel bliver afleveret og hentet i legestuen.

    Når jeres barn skal skifte til børnehave, vil vi gå på besøg et par gange for at skabe en god og tryg overgang.

    Privat er jeg gift med Johnny, som arbejder som smed. Sammen har vi to børn: Camilla fra 1995 og Marcus fra 1999. Marcus bor stadig hjemme.

    Måneden inden jeres barn skal starte i dagpleje, aftaler vi nogle små besøg, hvor I kommer forbi om formiddagen. På den måde lærer jeres barn (og I) os rigtig godt at kende, inden det bliver tid til indkøring og den første aflevering.

    Selve indkøringen tager som regel 1-2 uger, hvor I sammen er på besøg 1 times tid de første par dage. Herefter afleverer I jeres barn i kort tid den første gang, og vi trapper langsomt tiden alene i dagplejen op, alt efter hvordan barnet reagerer på den nye hverdag. Det er vigtigt for mig, at både jeres barn og I får en god og tryg start i dagplejen.

    En vigtig del af små børns liv er mad, og jeg lægger stor vægt på, at måltiderne er hyggelige med ro til at nyde maden. De fleste dage er både boller og rugbrød hjemmebagte.

    Jeg følger Næstved kommunes kostpolitik, hvor vi blandt andet tilbyder økologiske basisvarer. Jeg lægger stor vægt på sund kost, også ved særlige lejligheder. Det betyder, at fødselsdage og højtider fejres med sang, blomster, fine servietter og balloner. Menuen er måske lidt anderledes og spændende, pyntet med flag, men kager og sukker er ikke en del af festlighederne. I december gør vi dog en enkelt undtagelse og bager pebernødder, som børnene får med hjem, men måske har vi smagt på en enkelt.

    Jeg har ingen kæledyr, men min dagpleje har lige nu 2 afrikanske congo-snegle, som vi fodrer og observerer. De er fra starten af 2020 og kan blive 6-8 år.

    Børnene er som regel meget interesseret i sneglene; vi snakker om, hvad de spiser og hvordan de bevæger sig.

    Jeg har deltaget i mange forskellige kurser i tidens løb, blandt andet kurser med fokus på sprog, natur, krop og bevægelse samt Marte Meo. Jeg har desuden været på brandbekæmpelseskursus og har løbende deltaget i førstehjælpskurser, som fornys cirka hvert andet år.

    Jeg gennemførte i 2019 uddannelsen til pædagogisk assistent, hvor jeg fik en masse teori og viden koblet på min erfaring som dagplejer.

    Forrige Næste