Gå til hovedindhold
Fladsåtroldene
Syd
Syd_Fladsåtroldene

Helle Merete Andersen

Helle Merete Andersen

Indhold

    Jeg hedder Helle og er årgang 1963. Gift med Morten. Vi har 2 voksne børn og 2 børnebørn.

    Jeg har rigtig meget  viden med i “rygsækken” omkring det at passe børn i alderen 0-3 år, da jeg har været dagplejer siden 1997.

    Jeg ser det som min fornemmeste opgave at skabe gode relationer mellem dagplejer og barn. Barn og barn imellem. Og så er et godt samarbejde med jer forældre også vigtigt, da det jo er jeres barns trivsel/udvikling, der er i spil.

    For mig handler det om at følge barnets spor. Vi lærer, mens vi leger. Og vi knytter venskaber og skaber gode relationer.

    Vi følger årstidernes gang. Det kan være i haven, hvor vi fodrer de vilde fugle. Drivhuset, hvor vi, når det passer med årstiden, planter og høster. I vores “lille urtehave” med højbede, hvor børnene har mulighed for at gøre sig erfaringer med og forståelse for sammenhænge i naturen. Eller i nærområdet, hvor vi bor i et naturskønt område få minutters gang fra skov og eng, med naturlegeplads. I gåafstand har vi også den “gamle grusgrav”, hvor der er rige muligheder for motoriske udfordringer.

    Vi har en dejlig indhegnet have, hvor der både er græs og fliser. Så børnene har flere muligheder, når de er ude at lege.

    Børnene får lov til afprøve og udvikle deres sanser og motoriske færdigheder.

    Vores indendørs aktiviteter er for eksempel: tegne, male, klippe, klistre, dialogisk læsning, sang, dans, lytte til musik, spille spil, lægge puslespil med mere.

    Vi går på besøg hos de andre dagplejere, eller får besøg, så jeres barn bliver fortrolig med de andre børn og voksne i gruppen.

    Vi går i heldagslegestue en gang om ugen, når jeres barn er blevet tryg ved omgivelserne her hos mig.

    Heldagslegestue  er sammen med en kollega og hendes dagplejebørn.

    Der bliver som minimum lavet 4 læreplaner om året, enkelte gange lidt flere. Det afgørende er, at der hele tiden er en læring, og børnene udvikler sig i forhold til deres nærmeste udviklingszone.

    Jeg følger de retningslinjer, der fra politisk side er vedtaget, og der kommer løbende ændringer.

    I hver læreplan kommer vi omkring: Krop, sanser og bevægelse. Kommunikation og sprog. Natur, udeliv og science. Kultur, æstetik og fællesskab. Sociale- og alsidige personlige kompetencer.

    Det er en stor ting at skulle til at aflevere sit lille barn til en fremmed. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at I forældre vil føle jer trygge, når I skal aflevere jeres barn til mig. Trygge forældre giver oftest også trygge børn.

    Når I har fået en plads til jeres barn her i dagplejen hos mig, er I meget velkomne til at kontakte mig, så vi kan aftale, at I kommer på besøg. Vi har så mulighed for at aftale, at I kommer på besøg regelmæssigt inden den egentlige opstart i dagpleje. Forhåbentlig er det med til at gøre den rigtige start i dagplejen noget lettere for både jeres barn og jer, da I jo allerede er trygge ved at komme i mit hjem.

    Den egentlige opstart er individuel fra barn til barn, da nogle er klar til at vinke farvel til far og mor allerede efter den første uge og andre skal bruge flere uger. Det er bestemt anbefalelsesværdigt at have god tid til indkøring af barnet i dagplejen.

    Jeg sørger for, at barnet får varieret og alderssvarende kost og jeg følger retningslinjerne for Næstved kommunale dagplejes kostpolitik. Der vil blive tilbudt morgenmad til de “morgenfriske”, for eksempel havregrød/øllebrød, rugbrød/grovbolle.

    Sidder der stadig nogle børn og spiser, når I kommer med jeres barn, er der altid en ekstra bid brød, selv om der måske lige er spist morgenmad derhjemme. Det er hyggeligt lige at starte dagen sammen med de andre ved morgenbordet.

    Frokost vil oftest være rugbrød. Det sker også, at vi laver varm mad.

    Der vil blive tilbudt grønt, frugt og brød mellem hovedmåltiderne.

    Fællesskabet i måltidet er vigtigt, hvor vi hjælper hinanden med borddækning, sender skåle videre og hjælper til med oprydning efter måltidet.

    Det er vigtigt, at der er en god stemning omkring måltidet. At vi har en dialog om det vi spiser, så børnene med tiden kan udtrykke, hvad de kunne tænke sig at spise.

    Vi har en kat, der hedder Mille. Mille er meget glad for dagplejebørnene, og vil oftest være den første I møder om morgenen, da hun tit sidder og venter på jer ved hoveddøren. I løbet af dagen ser vi ikke meget til Mille, da hun enten er på jagt eller sover.

    Da jeg har været ansat som dagplejer i Næstved Kommune siden 1997, har jeg været på rigtig mange kurser, der har styrket min pædagogiske viden til gavn for børn, forældre og kollegaer.

    Jeg har blandt andet været på kurserne: Dagplejens efteruddannelse. Konflikthåndtering i det pædagogiske arbejde. Samspil og relationer. Børns motorik, sansning og bevægelse. Små børn og natur, på Avnø Naturcenter. DGI certificeret dagplejer. Kursus i hvordan vi kan øge det lille barns ordforråd og styrke barnets kommunikative kompetencer. Førstehjælp for dig som arbejder med børn, dette kursus fornyes cirka hvert andet år.

    Jeg har været på adskilligt flere kurser. Fælles for dem alle er, at der har været et pædagogisk indhold, der relaterer til det at arbejde med børn i hverdagen.

    Forrige Næste