Gå til hovedindhold
Fladsåtroldene
Syd
Syd_Fladsåtroldene

Natalie Lund Nielsen

Natalie Nielsen

Indhold

    Hej. Jeg hedder Natalie og jeg er årgang 1990. Jeg bor sammen med mine tre børn Malou årgang 2008, Hjalte årgang 2012 og Karl årgang 2016. Vi bor ned til et meget naturskønt område, hvilket jeg glædes ved at tilbringe tid i. I vil opleve en dagplejer, hvor I bliver mødt med et smil hver dag.

    I min dagpleje er det vigtigt for mig at skabe trygge og genkendelige rammer med ro og nærvær. Se og forstå det enkelte barn der, hvor det er og give det den professionelle kærlighed samt at skabe en udvikling hos barnet, hvor jeg tager udgangspunkt i de pædagogiske læreplaner samt bruger de redskaber, jeg har fra diverse kurser.

    Jeg kan tilbyde en hverdag i hjemlige trygge rammer, indrettet til små pilfingre og rødder, hvor der er plads til at være den man er. Jeg lægger vægt på en rolig morgen til de børn, der kommer tidligt, så det er en stille og rolig start på dagen. Derefter er der samling, når alle er mødt i dagpleje. Om formiddagen laver vi aktiviteter, der indeholder og passer til den lærerplan, der er igang. Et eksempel på en lærerplan kan være et fokus på relationer, hvor jeg tager udgangspunkt i et læreplanstema, som hedder alsidig personlig udvikling. Dette handler om børns stadige udvidelse af barnets erfaringsverden og deltagelsesmuligheder; så her vil jeg have fokus på følelser og empati. Hvordan kommunikerer vi med hinanden og taler sammen, hvordan kommer jeg med i en leg, hvordan gør vi, hvis vi vil låne og bytte legetøj.              
    Jeg har indrettet et dejligt, stort legeværelse med plads til at udfolde sig i leg. Jeg kan rigtig godt lide at synge og danse en masse, så det bruger jeg også meget i hverdagen. Jeg har en hyggelig have, hvor der er plads til fysisk aktivitet og mudderkagebagning. Jeg forsøger at være ude i den friske luft hver dag, da udebørn er sunde børn; men på de dage hvor regnen pisker ned eller kulden bidder, kan vi være inde og være kreative. Jeg holder af at gå på naturoplevelser i den skønne natur, som jeg bor lige ned til.  

    Inden den endelige opstart har I altid mulighed for at komme på besøg nogle gange. Det er en god ting lige inden man skal til at starte i dagpleje og så har man set sin dagplejer og ens kommende nye venner. Der vil blive tilbudt et opstartsmøde, hvor I hører mere om hverdagen og om det at gå i dagpleje hos mig. På dette møde kan jeg også få et indblik i, hvem I er og det vigtigteste, jeres guld.

    Hos mig spiser vi overvejende økologisk. Om morgenen tilbyder jeg morgenmad såsom havregrød, havregryn, havrefars og yoghurt. Der vil også ofte være nybagte morgenboller. Formiddagsmaden består af brød og frugt. Til middagsmad bliver der serveret rugbrød med forskelligt pålæg samt grøntsager. Indimellem får vi også varm mad til frokost. Til eftermiddagsmad får vi en sund eftermiddagssnack, som kan bestå af forskellige fuldkornssnacks såsom brød, havregrynspandekager, sunde bananmuffins samt frugt. Der drikkes vand og mælk. 

    Jeg har en lille sød hund, som hedder Bertil. Bertil har ikke nogen form for kontakt til dagplejebørnene. Bertil opholder sig i et andet rum båd inde og ude. Bertil gøer og fortæller, når I kommer om morgenen og når I henter om eftermiddagen.

    Min pædagogiske erfaring har jeg fra arbejdet med målgruppen børn 0 til 3 årige, som jeg har fra tidligere ansættelse i daginstitutioner i Næstved Kommune.

    • Førstehjælpskursus som fornyes cirka hvert andet år
    • Internt kursus i pædagogiske observationer, pædagogiske læreplaner, kultur og flygtninge og personlig udvikling
    • Certificeret DGI-dagplejer (Bevægelsesartister med ble på)