Gå til hovedindhold
Kildemark
Vest
Øst_Kildemark

Mette Sofie Gottlieb Holmstrand

Dagplejer Mette Holmstrand

Indhold

    Jeg hedder Mette og er født i 1985.

    Jeg bor centralt i Næstved sammen med mine to dejlige børn, Emmi på 9 år og Vito på 7 år.

    Vi bor i et hus med en dejlig stor have, hvor der er god plads til leg og udendørsaktiviteter, samt læring om havelivet, havens dyr og mulighed for at få fingrene i jorden, når vi sår grøntsager med mere.

    Som person er jeg smilende, åben og omsorgsfuld og vægter tryghed og nærvær utrolig højt i mit arbejde med børnene. Jeg brænder for natur og udeliv, hvilket vil afspejle sig i hverdagen her hos mig. Jeg sætter stor pris på at få lov til at arbejde med jeres børn, være med til at udvikle dem og sørge for, at de, i samarbejde med jer forældre, får den bedste start på livet.

    Det er vigtigt for mig, at jeres børn får en forudsigelig tryg hverdag hos mig med en masse genkendelige rutiner. Små børn elsker rutiner og ting, de kan gøre efter. Det skaber selvtillid og små succesoplevelser, hvilket er medvirkende til, at børnene bliver nysgerrige og selvhjulpne i hverdagen.

    Det er vigtigt, at vi får snakket om, hvis børnene har sovet dårligt eller har haft en dårlig morgen, så jeg kan tage hensyn til dette i min planlægning af dagen.

    Vi klæder os på efter vejret og går ud så tit vi kan, da det er dejligt med frisk luft og opdagelser i naturen. Da jeg bor tæt på Susåen, vil vi indimellem gå en tur ned og fodre ænderne og snakke om skoven, åen og det vi ellers møder på vores vej. Ellers vil tiden blive brugt på de nært omliggende legepladser og grønne arealer, eller på en rolig dag i egen have, hvor vi har god tid til at fordybe os i mødet med fugle, snegle og andre spændende ting.

    Jeg holder meget af at synge og danse med børnene, så vi kan få brugt kroppen og styrke den motorisk.

    Når det er tid til ro og fordybelse, fortæller jeg historier eller finder på kreative aktiviteter. Kreativitet er med til at skabe sanseindtryk og udvikle børnene finmotorisk og indbyder til nærvær og hygge på en regnvejrsdag og ved årets skiften og forskellige højtider.

    Indimellem går vi på besøg hos kollegaer og deres børnegrupper, så børnene lærer andre børn og voksne i gruppen at kende. Vi møder også andre fra gruppen, når vi går i PLUS-tilbud hver 14. dag, hvor vi er 3 dagplejere og 12 børn sammen, til en hyggelig dag med fælles aktiviteter.

    I opstarten vil jeg sørge for, at jeres børn bliver så trygge så muligt og får al den omsorg, de har brug for, så indkøringen kan blive så blid og succesfuld for børnene som muligt.

    Jeg lægger stor vægt på tillid og åbenhed i samarbejdet med jer forældre, så vi kan have et positivt samarbejde fra start og skabe de bedste trygge rammer for jeres børn i den tid, de går i dagpleje.

    Jeg glæder mig til et godt forældresamarbejde og en masse dejlige timer med jeres børn.

    Jeg følger Næstved Dagplejes kostpolitik, hvor børnene får en sund og varieret kost og hvor økologi vægtes højt. Jeg tager hensyn til de enkelte børns madvaner, kulturelle baggrund og eventuelle allergier og lignende. Alt dette snakker vi om ved vores første kontaktmøde.

    Indimellem vil jeg servere varm mad for børnene, da jeg godt kan lide at eksperimentere i køkkenet og synes, at børnene fra tid til anden skal smage nye ting. Dette skaber madglæde hos børnene. Især når de selv får lov at være med i tilberedningen indimellem. Der vil være frisk frugt og grønt til alle måltider.