Gå til hovedindhold
Kildemark
Øst_Kildemark
Øst

Tina Kromann Lund Jensen

Tina Jensen

Indhold

    Mit navn er Tina, og jeg bor sammen med mine to piger, Liva og Emma, for enden af en rolig og lukket villavej.

    Vi elsker at være ude, og har Østre kapel kirkegård som “baghave”, og ikke langt herfra ligger der skønne, grønne områder, en naturlegeplads og en musiklegeplads.

    Jeg har været spejder siden 1992, og er lige nu grenleder for spejdere i alderen 2,5-6 år.

    For at vi kan få skabt en god relation og et godt samarbejde, er det vigtigt for mig, at vi har en god dialog. Det er vigtigt, I kommer og fortæller, hvis vi sammen skal gøre noget anderledes for at skabe de bedste rammer for jeres barn og dets trivsel.

    Jeg glæder mig til at tage imod jer.

    Klokken 7.00-9.00
    Jeg serverer morgenmad til de børn, som ikke har spist hjemmefra.
    De som måtte have behov for det, kommer ud at sove formiddagslur.
    Vi leger, hygger og vågner stille og roligt.

    Klokken 9.00
    Vi får formiddagsmad og bagefter vil tiden/vejret vise, om vi skal lege, gå tur, være kreative, læse, mødes med andre dagplejere og deres børn, eller lave noget helt sjette. Så vidt det er muligt, er vi ude. Vi er ikke bange for at blive beskidte.

    Klokken 11.00-11.30
    Vi spiser en sund og varieret frokost efterfulgt af middagslur.

    Når børnene vågner, er det tid til lidt at tygge på, efterfulgt af leg og hygge, indtil børnene bliver hentet.

    Når det er muligt, deltager vi sammen med andre dagplejere i PLUS på Kildemarksvej.

    Jeg vil så vidt muligt – alt efter alder og interesse - inddrage børnene i hverdagens opgaver, så som: at dække bord, smøre mad, skære frugt ud, tømme tallerkener, fylde/tømme opvaskemaskine, rydde op efter endt leg, selv tage tøj/overtøj af og på med mere.

    Vi arbejder med læring over hele dagen og har hele tiden læreplaner, som vi arbejder ud fra.

    Ved opstartssamtalen mellem jer og mig, taler vi om, hvordan vi kan give jeres barn den bedste start.

    Jeg følger Dagplejens kostpolitik.

    Morgenmad:
    Havregrød, øllebrød, havregryn, cornflakes og havrefras. Der tilbydes mælk.

    Formiddagsmad:
    Knækbrød eller grovboller med smørelse. Der tilbydes vand.

    Frokost:
    Rugbrød med forskellige slags pålæg og grøntsager. Tilbehøret varierer. Der tilbydes mælk.

    Når vi nærmer os jul og påske, holder jeg en lille jule- henholdsvis påskefrokost med børnene, hvor der bliver gjort lidt ekstra ud af både maden og anretningen.

    Eftermiddagsmad:
    Forskellig frugt og knækbrød, brødsnacks eller boller. Der tilbydes vand.

    Hvis jeres barn har behov for special kost, som for eksempel modermælkserstatning eller gluten- og laktosefrie produkter, skal I selv  medbringe det.

    Vi har vores kanin, Snefnug, som bor inde i de kolde tider, og ude i de lunere tider på året.

    Forrige Næste