Gå til hovedindhold
Korskilde
Øst
Øst_Korskilde

Josefine Kronborg Edelskov Schultz Juncker

Indhold

    Mit navn er Josefine og jeg er fra 2002. Jeg bor i Tappernøje sammen med min mand Benjamin og vores to børn. Arthur fra 2023 og Elliot fra 2025.

    Jeg er et kæmpe familiemenneske og al min fritid bliver derfor brugt sammen med dem. Skulle der være en halv times tid tilovers er jeg også rigtig glad for at slappe af med en god bog eller bage en kage.

    Hjemme hos mig kan jeg rigtig godt lide at være udenfor og jeg vil bestræbe mig på at komme udenfor hver dag.

    Jeg går meget op i at støtte børnene i at blive mere selvstændige, selvfølgelig med deres motorik taget i betragtning. Jeg tror på at deres selvtillid virkelig kan blive styrket af de små sejre, ved selv fx at kunne tage bukserne på eller tage sin tallerken ud. Børnene får lov til at gøre tingene i deres helt eget tempo. Det vigtigste er nemlig at de får en masse gode oplevelser, så de har mod på at lære noget nyt.

    For mig er det rigtig vigtigt at børnene altid føler sig set, hørt og hjulpet. Der er ikke noget som hedder ”en krammer for meget”, fordi det aller vigtigste er at de føler sig trygge når de er hos mig.

    Vores hjem er røgfrit.

    Jeg glæder mig til at tage imod jer og jeres børn.

    Hverdagen hos mig ser nogenlunde sådan ud:

    6:45 - 7:30 – I dette tidsrum vil der være fokus på lige at vågne og blive klar til dagen. Det er også i dette tidsrum, der vil blive serveret morgenmad.

    Omkring kl. 8:30 spiser vi formiddagsmad.

    Fra ca. kl. 9 begynder vi på vores aktivitet, som kan være at tage på en tur, gå ud i haven og lege, eller lave en voksenstyret aktivitet.

    Kl. 11 spiser vi frokost og børnene hjælper mig, i det omfang de kan, med at dække bordet, smøre deres mad, sige tak for mad og bære deres tallerken ud i køkkenet.

    Efter frokost er det tid til middagsluren, og når børnene så småt vågner igen er der fri leg, aktivitet og eftermiddagsmad.

    Der vil også være dage hvor vi er i legestue, besøger eller får besøg af kollegaer.

    Hvis der er nogen som sover formiddags- eller eftermiddagslur, bliver de selvfølgelig puttet efter behov.

    Det er super vigtigt at både I og jeres barn får en god og tryg opstart. Derfor anbefaler jeg at I kommer på flere besøg inden den egentlige opstart begynder, så vil jeres barn få nemmere ved at blive afleveret.

    Jeg går meget op i at vi tager det i jeres barns tempo, og vi kommer til sammen at aftale hvordan indkøringen skal se ud.

    Da det er meget individuelt fra barn til barn, kommer første dag til at være sådan at I kommer på besøg og er hos mig i en times tid. Og så snakker vi om hvordan besøget er gået og lægger en plan for de efterfølgende dage.

    Jeg følger dagplejens kostpolitik og køber så vidt muligt økologisk.

    Til morgenmaden serverer jeg fx havregrød/gryn og hjemmelavede bananpandekager.

    Formiddagsmaden vil være fx knækbrød eller en bolle og frugt/grønt.

    Til frokost spiser vi rugbrødsmadder med en masse forskelligt pålæg og grønt, med fokus på at smage nyt.

    Til eftermiddag spiser vi igen en form for brød eller bolle med frugt.

    Til alle måltider bliver der tilbudt vand eller mælk, og der vil blive tilbudt vand i løbet af dagen.

    Hvis jeres barn har særlige kostbehov, fx modermælkserstatning eller glutenfri produkter – skal I selv medbringe det (med mindre det er er noget jeg har i min husholdning).

    Jeg har ingen husdyr.

    Jeg deltager løbende i de kurser og temadage som Næstved dagpleje udbyder.

    Jeg får opdateret mit førstehjælpskursus hvert andet år.