Gå til hovedindhold
Ll. Næstved
Vest
Vest_Ll.Næstved

Ann Westergaard Larsen

Indhold

    Jeg hedder Ann, og er årgang 1968. Jeg er gift med Ulrik, og sammen har vi 2 skønne drenge.

    Jeg startede som dagplejer i 1998, og har siden haft den fantastiske glæde at kunne åbne mit hjem hver dag for en stribe af skønne og helt unikke børn, samt deres forældre. Jeg er en meget positiv, imødekommende, rolig og omsorgsfuld pige, som brænder for mit arbejde som dagplejer.

    Jeg lægger stor vægt på at barnets hverdag er fyldt med nærvær, tryghed, omsorg, og anerkendelse. Der fokuseres på det enkelte barns ressourcer, så det kan føle sig set og værdsat, og have mulighed for at udvikle sig til et selvstændigt barn med en positiv indstilling til livet.

    August 2025 starter jeg som ressource dagplejer, og det glæder jeg mig meget til.

    Jeg har en fast rytme i hverdagen, så børnene bliver mødt med en forudsigelighed hver dag, som er vigtig for at give dem ro og tryghed.

    Når børnene møder ind om morgenen er der altid sat legetøj frem i gangen, som indbyder til leg, hygge og fordybelse.

    Små som har behov for det, får en lille morgenlur.

    Vi er ude i stort set alt slags vejr, så børnene får styrket og udviklet deres sanser og bevidsthed om de forskellige årstider.

    Årstiderne følger vi blandt andet i haven, men også tit i skoven, hvor det er nemt at følge dem ganske tæt på. Om efteråret og foråret kan vi lege med alle de skønne blade, og om sommeren kan vi se og lytte til alle skovens dyr. Hjemme i haven har vi mulighed for at lege med sand og vand og hvad vi ellers kan finde på af spændende ting. Vinteren kan hvis vi er heldige nydes i haven med leg i sne, men også med små gåture i vores skønne nærmiljø.

    Hvis vejret er koldt og trist og ikke rigtig er til udendørs leg, så er vi inde og laver forskellige hyggelige aktiviteter. Det kan være motorisk leg på madrassen, eller med vores store puder, som er godt for alle sanserne.

    Vi laver kreative ting som at tegne – male, klippe og klistre.

    Jeg synger og læser meget med børnene, da det har stor betydning for at de kan udvikle deres sprog.

    Når jeres barn skal starte i dagpleje, er det vigtigt at gøre overgangen fra hjemmet til dagplejen, så god og rolig som muligt. Dette gøres blandt andet ved at hjælpe barnet med at finde sig til rette i dette nyt miljø.

    Det er helt naturligt, at det tager tid for barnet at knytte sig til en anden omsorgsperson end mor og far. Så derfor er det meget vigtigt, at I som forældre er trygge og afklaret med at skal aflevere jeres barn hos mig – også selvom barnet måske vil græde lidt i starten. Dette er helt normalt, og det går heldigvis hurtigt over, lige så snart barnet føler sig helt tryg ved mig. Det kan være en stor fordel at komme på besøg hos mig inden opstarten. Det snakker vi sammen om.

    Det er vigtigt for mig at vide, hvordan jeres barn har sovet, spist og hvordan jeres morgen har været, så jeg kan give jeres barn den bedste start på dagen.

    Jeg håber, at vi kan få et positivt og ærligt samarbejde omkring jeres barn, og at I kommer til mig, hvis I har noget på hjertet.

    Måltiderne indtages i trygge, hyggelige, og hjemlige rammer, hvor børnene bliver præsenteret for sund og varieret kost.

    Det gode måltid er også når de små hyggesnakker, når vi sidder og spiser, hvor det er nemmere at have fuld fokus på hvert enkelt barn. Vi har tid til at snakke om maden, smage, lugte og føle på den.

    Jeg har været på kursus i sund kost, og i hvordan man tilbereder maden på en indbydende og pædagogisk måde for børnene.

    Jeg vil gerne være med til at lære børnene om gode kostvaner. Jeg tilbyder sund, og så vidt muligt økologisk og varieret kost, som er tilpasset efter børnenes alder og behov.

    Jeg har en sød lille cocker som hedder Karla.

    Jeg deltager løbende i de kurser og temadage som Næstved dagpleje udbyder.

    Hvert andet år får jeg opdateret mit førstehjælpskursus.

    Derudover har jeg.

    Efteruddannelse for dagplejere

    Det pædagogiske måltid

    Marte Meo

    Små børn og natur

    Babytegn

    Forældresamarbejde

    Barnet i centrum