Gå til hovedindhold
Ll. Næstved
Vest
Vest_Ll.Næstved

Gitte Benedikte Hink Olsen

Gitte Olsen

Indhold

    I min dagpleje er det børnenes motoriske, rytmiske og sproglige udvikling samt stimulering af sanserne der er i højsædet.

    Jeg hedder Gitte og er fra 1971. Jeg er gift med Tom. Jeg har været dagplejer siden 2007. Jeg er en meget positiv, imødekommende, rolig og omsorgsfuld person som brænder for mit arbejde som dagplejer. At se den udvikling der sker med børn de første 3 år af deres liv er fantastisk, og få lov at være en del af det, er for mig helt unikt.

    Jeg lægger stor vægt på at børnenes hverdag er fyldt med nærvær, tryghed, omsorg, anderkendelse samt at der er tid til fordybelse i legen og selvhjulpenhed. At børnene lærer at vise social forståelse ved at hjælpe hinanden, tage hensyn, vente på tur og dele sorger og glæder med hinanden.

    Jeg har fokus på at det enkelte barn bliver set og hørt. De skal have mulighed for at udvikle sig til selvstændige børn med en positiv indstilling til livet.

     

    Jeg blev i efteråret 2016 uddannet Motorikvejleder. Jeg arbejder med motorikken hver dag sammen med børnene i min dagpleje.

    Hos mig leger vi med de 3 primære sanser hver dag, labyrintsansen, følesansen og muskel/led sansen fordi jeg ved hvor vigtigt det er at lærer sig selv at kende som menneske, og for at jeres barn kan lege og udvikle sig med kvalitet.

    En god motorik er grundlaget for at barnet kan blomstre og få en god indlæring også når jeres barn bliver ældre

     

     

    Hvis I har spørgsmål, eller I har lyst til at komme på besøg. Så er I meget velkommen til at kontakte mig.

    Hos mig starter dagen stille og roligt. De børn der kommer tidligt (før kl. 7.30) får tilbudt morgenmad. Typisk grød eller brød. Derefter leg og hygge frem til kl. 9 hvor vi spiser formiddagsmad. Efter formiddagsmaden står den på aktiviteter/sang/rytmik og leg inde eller ude. Kl.11 gør vi klar til frokost og derefter er det tid til en middagslur til at bearbejde alle de indtryk/ læring der har været i løbet af formiddagen. Når børnene vågner bliver de tilbudt eftermiddagsmad. Til måltiderne vil der være mælk eller vand at drikke.

    Vi tar på små ture i området. Meget gerne en tur i skoven, da det er det rene guf for motorikken og sanserne, at kunne bevæge sig i det forskellige terræn som skoven byder på. Nyde at have tiden til at udforske naturen og finde krible krable dyr.

    Vi besøger og får besøg af kollegaer og deres børn. Vi går i PLUS-tilbud (Pædagogik, Læring, Udvikling, Samspil) /heldagslegestue hver 2. uge hvor vi er 2 dagplejer og børn sammen hele dagen. Vi går i halvdagslegestue hver 2. uge hvor vi er flere dagplejer med børn sammen en hel formiddag. Ved at være i PLUS-tilbud og halvdagslegestue lærer børnene at være en del af et større socialt fællesskab.

    Jeg har gulvvarme i hele huset, derfor foregår legen inde for det meste uden strømper, hvilket er sundt for følesansen. Hos mig får børnene jævnligt fodbad og massage. Ved at kunne mærke sig selv udefra, hjælpes barnet til at kunne mærke sig selv indefra og dermed sine følelser.

    Inde er der mulighed for at tumle på madrasser, kravle i tunellen, balancerer på trædesten, snurre/vippe i snurretoppen mm. i motorik værelset. På legeværelset er der rig mulighed for leg og fordybelse ved de forskellige legestationer og hyggelæsning i “hyggekrogen”.

    Jeg synger og læser meget med børnene. Gerne de samme bøger og rim og remser igen og igen, da gentagelser er godt for børn. Jeg sætter ord på alt hvad vi gør, og på de ting vi har med at gøre. Er der børn der har svært ved at udtrykke sig verbalt, forsøger jeg at sætte ord på det barnet udtrykker. For på den måde at hjælpe barnet med, hvad de forskellige ting hedder.

    I den daglige leg i haven skal der være mulighed for at udfordre kroppen og sig selv. At kunne gynge vildt og have hovedet i alle retninger. Derfor har jeg i min have gynger, en bakke hvor vi løber/går/kravler/triller på, balancebom og vippebræt for bare at nævne nogle ting. Vi går på bare tæer når vejret tillader det. Leger med mudder og smager på verden, da det er med til at udvikle vores hjerner sanseligt.

    Inden I starter i dagpleje, er i velkomne til at komme på små korte besøg hos mig.  Så vi lærer hinanden lidt at kende.

    Opstarten i dagplejen er utrolig vigtigt. Hvor længe en indkøring tager og hvordan, er meget forskelligt. Nogle børn har brug for meget nærvær og tryghed med forældrene, andre er hurtigt klar til den nye hverdag i det nye miljø. Derfor tager vi indkøringen i barnets tempo og i tæt samarbejde. I som forældre skal være trygge ved at afleverer barnet hos mig, ellers vil jeres barn fornemme det, og reagere på det.

    For at få skabt en god relation og et godt samarbejde, er det vigtig I fortæller hvis noget skal gøres anderledes. Det hele for at skabe de bedste rammer for jeres barn.

    Det er altid vigtigt for mig at vide, hvordan jeres barn har spist, sovet og evt. hvordan jeres morgen har været derhjemme. Således at jeg kan give jeres barn en god dag i dagpleje.

    Jeg glæder mig til et godt samarbejde med jer omkring jeres barn.

    Jeg serverer en sund og varieret kost, hovedsageligt bestående af økologisk mad, frugt, grønt og drikkelse ved hvert måltid.

    Måltiderne skal være i hyggelige og hjemmelige rammer og med en god stemning. Jeg ønsker at kunne give børnene gode spisevaner. Kosten er afstemt efter alder og udvikling.

    Vi kan have samtale omkring maden, dufte til den, smage og føle/sanse maden. Det er der rigtig meget læring og genkendelse i for barnet. Med alderen er børnene med til at dække bord og hjælpe hinanden, omkring det at gøre klar til en god og hyggelig frokoststund.

    Jeg har en kat, der hedder Mille.

    Jeg sætter en stor ære i at dygtiggøre mig i mit arbejde og deltager med stor interesse i de kurser/ uddannelser der er inden for Dagplejen.

    Jeg har følgende kurser/uddannelser:

     - Dagplejens grundkursus.

     - Leg med sprog.

     - Idræt-bevægelse og kropsbevidsthed

     - Tegn til tale.

     - NUSSA (Neuroaffektiv Udviklingspsykologisk Struktureret Social Aktivitet).

     - Motorikvejleder uddannelsen på Vends natur og motorikskole v/ Anne og Mads Brodersen.

     

    Jeg har en del erfaring inden for børn med særlige behov.

    Jeg har følgende kurser/ uddannelser inden for området:

     - Arbejdet med sårbare og udsatte børn og unge.

     - For tidligt fødte børn (de usynlige senfølger).

     - Neuropædagogik (som redskab i det pædagogiske arbejde).

     - Specialpædagogisk Børnemassage på Nordlys i Silkeborg.