Ressourcegruppen
Velkommen til Ressourcegruppen
Ressourcedagplejen er et tilbud der har eksisteret i mange år i Næstved Kommune.
Det startede som et tilbud kun til præmaturbørn, men gennem tiden har det udviklet sig til, at vi modtager børn med mange forskellige behov for ekstra ressourcer i hverdagen, deraf navnet Ressourcedagpleje.
Vi er 4 ressourcedagplejere fordelt over hele Næstved, med mange års erfaring. Vi er løbende på relevante kurser for at dygtiggøre os inden for arbejdet med sårbare, handicappede og/eller for tidligt fødte børn.
For at få en plads hos en ressourcedagplejer kan du kontakte dagplejekonsulenten. Hun vil kunne hjælpe og svare på eventuelle spørgsmål omkring, hvordan dit barn kan komme i betragtning til en ressourceplads.
Som ressourcedagplejer gør vi ikke noget specielt, men rammerne betyder, at det vi gør, bliver noget specielt!
Vi har kun tre børn indmeldt og vi modtager ikke gæstebørn. Dette betyder, at vi har de optimale betingelser for at skabe et roligt, genkendeligt og struktureret læringsmiljø, med fokus på nærvær og fælles opmærksomhed, hvilket har stor betydning for de mindste og mest sårbare børn. De få børn i ressourcedagplejen betyder, at der er bedre tid til at finde ind til det enkelte barns individualitet og tage hensyn til denne.
En stor del af vores hverdag er præget af faste rutiner og forudsigelighed. Vi planlægger altid daglige aktiviteter, hvor vi tager udgangspunkt i børnenes styrker, ressourcer og interesser. Som ressourcedagplejer arbejder vi sammen med få andre dagplejere. Her planlægger og improviserer vi et læringsmiljø, som understøtter alle børn uanset forudsætning og baggrund. Børnene vil her opleve at være en del af børnefællesskabet på tværs af deres egen lille gruppe.
Ofte har et eller flere af vores børn behov for ekstra opmærksomhed eller træning. Det kan være motorisk, sprogligt, intellektuelt eller sanseligt; dette udføres i samarbejde med diverse fagpersoner såsom talepædagog, fysioterapeut, specialpædagogiske vejledere med mere. Alle tiltag vil være i tæt samarbejde med forældre og den pædagogiske konsulent.
Vi glæder os til, at modtage jeres barn og ser frem til et godt samarbejde.
Kontakt for yderligere information:
Dagplejekonsulent
Bente Lundstrøm
Tlf.: 2947 4228
Mail: belun@naestved.dk
Dagplejekonsulent
Pernille Kruse Lauridsen
Tlf.: 2427 5021
Mail: pelau@naestved.dk